Rapperens favorit akvavit til jul
Hvad har rapperen Jonny Hefty og jul til fælles med hinanden? Svaret er årets Aalborg Jule Akvavit 2016. For andet år i træk præsenterer Aalborg Akvavit et nyt samarbejde med en aalborgensisk kunster. I år er det rimsmeden Jonny Hefty, der med frostklare rim og hjertevarm lyrisk magi, pryder flasken udenpå. Indholdet er traditionen tro det samme – med appel til kvalitetsbevidste ganer og samlere.
Man kan dårligt sige Aalborg uden også at sige Jonny Hefty. De to har gået hånd i hånd med musik og kultur i årtier, og Jonny Hefty er endda så meget bysbarn, at han blev kåret som Aalborgs Kong Karneval i 2014. Samme år modtog han også Den NORDJYSKE Kulturpris, for uanset om han leverer stodder-rap eller dybfølt lyrik, har han sjælen med i hvert eneste ord. Som kunstner er han bedst kendt for sine rytmiske og humoristiske rap-tekster, der ofte er lidt grove i tonen. Men teksten på årets juleakvavitflaske er en helt anden type poesi. Her er tale om et lyrisk stemningsdigt fyldt med sansefulde kontraster og elementer fra den nordjyske natur:
”Digtet handler ikke kun om julen, men om den kolde tid på året, hvor vi samles og deler de gode stunder. Jeg forbinder vintertiden med rå natur, masser af nærvær, gode venner og familietid. Det er en kontrastfyldt tid, hvor lyset bryder mørket, sneen smelter og varmen breder sig – lidt ligesom med en juleakvavit,” fortæller Jonny Hefty om sit digt, der fra midten af oktober vil være at finde på juleakvavitflasker og –æsker i vinforhandlere og dagligvarebutikker landet over.
Se også: Dansk spiritus er kommet på verdenskortet
To stærke karakterer mødes
Den kraftige luksusakvavit har eksisteret siden 1982, og er for mange symbolet på det danske julebord. Flaskens indhold har ikke ændret sig siden lanceringen for 34 år siden, men flaske og etiket har varieret fra år til år, og juleakvavitten er derfor blevet et regulært samlerobjekt. Sidste år startede Aalborg Akvavit en treårig tradition, hvor en ny kunstner fra Aalborgegnen hvert år inviteres til at udsmykke flasken.
”Igen i år har vi valgt en aalborgensisk kunstner med stort A. Jonny Hefty er en virkelig stærk karakter, akkurat ligesom en Aalborg Jule Akvavit. Samtidig har han med sit digt indfanget nogle af de smukke elementer, som kendetegner Nordjyllands natur, som Aalborg Akvavitten kommer af, og som vi selv mener også er at finde i juleakvavittens ånd,” fortæller Marketingchef for Akvavit & Bitter hos Arcus, Claus Toftkjær.
’Mørke dage nordpå’ af Jonny Hefty
”En flaske med ord på – til mørke dage nordpå – et flydende fyrtårn – en flaskepost – et lejrbål i blåsort nattefrost – krystalklare rim og en ‘bette een’ til poeten – så hjertevarmen breder sig – stille og roligt – man er vel nordbo – istapper drypper om kap – ildrøde kinder brænder – vintersolhverv – de store drenge råber ‘ulven kommer’ og hyler mod månen – nordjysk lune og højt til loftet – langt ude på baglandet – forrevne marker og skæve skove med nøgne grene – lyng, marehalm, skummende bølger – vestenvindblæste venskaber og vinterbade – lukker den indre viking ud – (husk at lukke den ind igen) – de gamle siger lyset er fantastisk oppe nordpå om vinteren – ren medicin for sjælen – som at finde rav, eller en konkylie, efter en lang dags søgen på stranden – fygende sand og saltvand – lange skygger – en til det andet ben – tegner hjerter i sandet – traveture og frokostborde – samler tankerne, vennerne, familien – indre varme – en skarp solnedgang ude i horisonten – nærvær – snapseglas og saunagus – det kan mærkes i huden…”